Svømning

Hver vinter tilbyder Kajakklubben Skjold svømning i Aarhus Svømmestadion. Svømning foregår hver fredag kl. 20.00-21.30 i perioden 1. november-31. marts. I år begynder vi 5. november og fortsætter til 25. marts 2022.

Vær opmærksom på, at vi ikke må gå i vandet i svømmehallen før livredderen er kommet, og at vi skal være ude af omklædningsområdet inden kl. 21.30 (livredderen kalder de sidste op ca. 21.10).

Vi er 4 ro- og kajakklubber, der svømmer i samme tidsrum. Tilsammen har vi 5 langbaner, som vi fordeler os på. Klubberne skal selv stille med et tilstrækkeligt antal livreddere hver fredag – og dem deles vi om at dække. Skjold har typisk 5 livreddertjanser over sæsonen.

Vi søger aktuelt livreddere til Skjold (gerne 2-4 personer). Jo flere vi er, jo nemmere bliver det at dække vagterne (og at deles om en vagt så livredderene også kan svømme).

For at blive livredder skal man tage en sikkerhedsprøve hos kommunen. Sikkerhedsprøven tager 2 timer (en hverdag kl. 16-18) og foregår i Aarhus Svømmestadion. Den består af en praktisk del i vandet og en teoridel med førstehjælp. Du vælger selv hvilken dag, du vil tage prøven. Skriv til Nanna Lauridsen, hvis du vil melde dig. Så får du tilsendt link med tilmelding til sikkerhedsprøven.

Hvis du har en sikkerhedsprøve eller lign. fra andet sted, er du naturligvis også velkommen til at melde dig.