Kære Skjoldere
Velkommen til standerhejsning 2026 – Hurra så blev det forår! Vi ser frem til fladt vand, solskin og masser af aktiviteter i klubben.
Det er min debut med at holde tale til standerhejsning. Jeg er blevet valgt som den ene af de to nye forpersoner i klubbens bestyrelse. Jette og jeg deler “skabet” og er glade for muligheden for at gøre noget for klubben trods vores relativt nye tilknytning til Skjold.
Vi er en del af en ny bestyrelse, hvor vi deler opgaverne og ansvaret for klubbens drift og udvikling ligeligt imellem os. Som forpersoner trækker vi i høj grad på de mere erfarne kræfter i bestyrelsen; Niels, Kirsten, Helle og Peter.
Og vi trækker selvfølgelig også på de mange kompetencer og ressourcer, som I som klubbens medlemmer har. Og vi er selvfølgelig også meget taknemlige for det store stykke frivillige arbejde, som I alle bidrager med.
Skjold skal jo samle kajakroere til ture og konkurrencer. Med hensyn til kajakroere er vi pt. 159 medlemmer med en gennemsnitsalder på 57,7 år. Alle medlemmer har roet minimum 10 km i det forgangne år. 63 medlemmer har roet væsentligt flere ture og mere end 100 km. Så konklusionen er vel, at der godt kunne være flere kajakker på vandet og flere yngre medlemmer i klubben.
Den første forudsætning for at komme på tur i kajak er at blive fortrolig med at ro kajak. Vi vil gerne takke vores tålmodige instruktører, der også formåede at få os på vandet.
Den næste forudsætning er et udvalg af gode kajakker. Derfor har vi i bestyrelsen igangsat en kortlægning af kajakbeholdningen og dens anvendelse. Det vil vi bruge til at finde ud af behovet for ny-erhvervelser af kajakker.
En anden forudsætning for en velfungerende og levende kajakklub er medlemmer. I bestyrelsen vil vi i de kommende år arbejde aktivt på at øge antallet af medlemmer og arbejde på, hvordan vi fastholder nye medlemmer.
Derfor vil vi blandt andet gerne styrke fællesskabet omkring at ro i kajak. Som bestyrelsesmedlemmer har vi aftalt at forpligte os på at deltage fast i fællesroninger om onsdagen.
Vores arbejde med medlems- og klubudvikling vil vi selvfølgelig også gerne basere på jeres input og ideer. Derfor har vi en kort ideudviklings-aktivitet inden vi spiser brunch og forhåbentligt skal på vandet.
Til sidst vil jeg som forperson minde om respekten for vandet og hinanden:
Vi glæder os til ture på vandet med jer, når vi blandt andet starter handikaproning og fællesroning fra næste onsdag. Vi glæder os også til at se jer til arbejdsdag næste lørdag kl. 9 med en som altid skøn liste af opgaver som vi løfter i flok.
Tusind tak!
Lad os nu hejse flaget og synge…